Sådan indretter du det perfekte udekøkken

Et udekøkken er et hyggeligt samlingspunkt, når det er godt vejr. Det er nemt at indrette det, så du hurtigt kan flytte rundt på tingene. Sørg for at have alt, hvad du skal bruge derude, for eksempel også service og glas.

Det er utrolig hyggeligt at lave mad udenfor om sommeren. Mange danskere har allerede taget grillen til sig og holder meget af at bruge den nærmest hele året. Der er dog knap så mange danskere, der har taget udekøkkenet til sig, selvom det faktisk er en præcis lige så god ide og gør det muligt for dem, der er på salatholdet og dessertholdet at lave maden udenfor også – og hvorfor skal de snydes for at være ude i det gode vejr, bare fordi det ikke er dem, der steger kødet?

I denne artikel kommer vi ind på nogle af de ting, du skal bruge for at få et godt og velfungerende udekøkken.

Masser af bordplads er vigtigt

Når du skal indrette et udekøkken, gælder der faktisk meget de samme principper som med et indekøkken. For eksempel har du brug for masser af bordplads. Du kan bygge et køkken op, der skal stå permanent i haven. Det kan for eksempel være i træ, der kan holde til vind og vejr. Du kan også vælge at lave det med for eksempel rullevogne. Så kan du flytte dem ind, når vinteren kommer, og du alligevel ikke kommer til at stå i haven og lave mad. Du kan sætte rullebordene sammen, så de danner et langt bord.

Opbevaring er essentielt i et udekøkken

Ligesom i dit køkken inden døre har du også brug for masser af opbevaringsplads i dit udekøkken. På den måde har du plads til krydderier, tallerkener, skærebrætter og alle de andre ting, der er nødvendige for at lave mad. Du kan selvfølgelig ikke have et køleskab i dit udekøkken, men du kan løse problemet ved at have en køleboks stående. Den skal du selvfølgelig også finde plads til i køkkenet.

Slip for at rende ind efter service og glas

Når du indretter et udekøkken, er det vigtigt, at du har service og glas derude. Det er med til at gøre, at du ikke behøver at rende ind efter det, når du skal dække bord, eller når du mangler et fad til at lægge det færdigstegte kød på. Du kan finde mange billige tallerkener, der giver en hyggelig vibe til dit køkken. Hav et køkkenskab i metal med glaslåger stående til at opbevare service, glas og bestik. Det kan klare regnen og giver samtidig en flot udstilling af dit service.

Overdækning til en regnvejrsdag

Alt, hvad du har i dit udekøkken, bør kunne tåle regn og vind, men det kan alligevel være en god ide, at du har noget overdækning, du kan lægge over køkkenet, når du ikke bruger det. Det kan være en stor presenning, du kan lægge ned over bordet og grillen, så de er beskyttet.

Shares 0